Search
  • Mads Lundager

Tilbage ved Læst-en. Jeg læser Pesten.

For nogle uger siden tog jeg også Pesten ned af bogreolen. Jeg har altid haft et anstrengt forhold til den bog. Mindst to gange før har jeg gjort det samme, samlet den op, nået igennem en snes linjer af en nedtrykkende beskrivelse af Oran for så mismodigt at opgive. I en vankundig som nysgerrig ungdom var jeg ellers glad for Albert Camus og læste flere gange Sisyfosmyten og pixiebøgerne Faldet og Den Fremmede. Den slags var obligatorisk lekture for dannede mennesker i sidste halvdel af sidste århundrede; således også lidt ind i dette.

Heldigvis har jeg læst en del bedre bøger siden. For ærlig talt: Albert Camus er omtrent så banal en psykolog, som han er en kedelig sprogbruger. Pestens karaktergalleri er mere eller mindre fem mænd på forfatterens egen alder med franske tostavelsesefternavne og sammenlignelige kvabbabelser i tilværelsen. For en roman, der vil kalde på læserens følelser, er det en utilgivelig synd at have uvedkommende hovedpersoner.

Som sådan er alle fem aspekter af den samme melankolske everyman – det samme kældermenneske i en ubærlig position. Før denne bog læste jeg Den blinde ugle af Sadeq Hedayat, en anden udmærkelse fra æraen med samme kafkaske krinkelværk og ønske om at kravle op i røven på sig selv i sidste ende. Før det var det Moby Dick, hvor man midt i al snakken om Tovværk og Spermacetti stadig var med på et eventyr af større metafysiske proportioner, end Pesten evner.

Man fornemmer, at Camus i Pesten gerne vil noget vigtigt – han vil rigtigt gerne have lov at snakke om livet og døden. Som den normalskolede franskmand han var, havde han regnet ud, at flere gad høre på ham, hvis han skrev det i en bog med et skelet af en handling:

Det er vist det, som på dansk newspeak hedder formidling i øjenhøjde. Desværre var han ude af stand til at skrive et menneske, så man tror på det. Jeg er ligeglad med Tarrous forvandling fra flaneur til dydsetiker. Jeg tror dårligt på, at Rambert har nogen, der venter ham i Paris. Jeg ved ikke, hvad Rieuxs kone fejler, og han tager sig tilsyneladende heller ikke selv af det. Jeg kan ikke kende forskel på nogle af de antydede nuancer i deres personer. Det tror jeg heller ikke, forfatteren kan.

Det skal siges, at for alle dens humanistiske prætensioner, så dumper Pesten eftertrykkeligt Bechdel-testen. Ikke blot finder man ikke så meget som af to kvindelige karakterer, der fører en samtale – foruden doktorens sagtmodige moder glimrer det kvindelige ved sit fravær. Det er der muligvis en eller anden usmagelig pointe i set fra vores plads på tidslinjen. Det gør bare ikke bogen mindre uvedkommende i dag. Der var mange bedre forfattere, der på samme tid så på de samme ting som Camus: Celine forstod at skildre fællesskabets elendighed, Kafka individets. Beckett gjorde stilistisk alvor af det absurdes nedbrydelse af personligheden. Alle har de i deres alvor plads til en dyb og frelsende humor, som er den åndsfattige eksil Camus fremmed. Herman Hesse er mindst lige så pædagogisk som denne, men forsøgte at gøre verden den tjeneste at anvise positive løsninger på de samme problemer, hvor Camus gav op.

Camus’ forfatterskab er et sentimentalt humanistisk martyrium over længslens og utilfredshedens værdi. Det er hans ulidenskabelige, men alligevel utrættelige retskaffenhed der smitter forfatterskabets læser.

Betragt f.eks. ”…og i dette blod lå noget, der var dybere end sjælen, noget ingen videnskab kunne påvise.” (s.235) Det klinger af betydning, men siger ingenting.

Det var selvfølgelig derfor, Camus blev babyboomernes darling. Han var blandt de stemmer, der gav dem licens til at være selvoptagede og forædte og indskrænkede og have nok i deres egen menneskelighed – ligesom Sartre, der i endnu værre grad forsøgte at skrive didaktiske dialoger med en roman udenom. Han og konen havde i parentes bemærket næppe overlevet #MeToo. På den anden side klarer Woody Allen sig på en eller anden måde endnu.

Som den generation de inspirerede, så udmærker disse babyboomernes helte sig ved aldrig at kunne forestille sig nogen større kærlighed end tosomhedens hypostaserede liderlighed – det klamrende bånd af sentimental og selvforgabt trang, som andre endnu større helte uafladeligt skrev sange til dem om. LOVE. BABY. LOVE.

”…hvis der er noget, man altid kan attrå og somme tider opnå, så er det et menneskes hengivenhed. Alle de, der havde søgt noget ud over det menneskelige, noget de næppe selv havde en klar forestilling om, fik derimod intet håb opfyldt.” (s.248)

Lad mig her med ord fra Goethes ånd bemærke: ’Du gleichst dem Geist, den du begreifst.’ Problemet med at klamre sig til det menneskelige er, at det vil gå under. Det må for altid forvandle sig for at bestå, eller det må finde sit fodfæste i en evighed, der rækker hinsides selvet. Pesten er blot den første plage, som en gammel og forpint jord vil sende os, hvis vi bliver ved med at klamre os til humanismens forfængelighed. Foreløbigt var min plage at læse denne bog.



©2019