Search
  • Mads Lundager

Hvad blev der af Døden?

Det er endnu ikke lykkedes mig at finde dagspressens tone. Det forekommer mig, at jeg bliver mere polemisk end hvad godt er. Det følgende er et afvist kronik-eksempel. Jeg synes nu stadigt, det er vigtigt, at vi kommer vores undergang i hu.


Hvor blev døden af i livet?


Coronakrisen påviser manglen på en velfungerende og troværdig åndelig infrastruktur. En kirke, der ikke muliggør overgangen fra denne til en anden verden, er slet ikke en kirke, men en selskabelig forening.


’Husk, min ven, som du går forbi. Som du er nu, var jeg engang. Som jeg er nu, skal du engang blive.’ lyder kraniets ord i kirker, klostre og på kirkegårde over hele kristenheden. I Lübeck træder de levende og døde hånd i hånd rundt i kædedans. ’Selv i Paradiset er jeg’ påminder en gravsten de lykkelige hyrder i Poussins berømte skildring af det sorgfrie Arkadien.

Døden er alle vegne, til alle tider. Den er ikke et kristent fænomen. Siden ægypterne, sikkert længe før, har menneskes kulturer frem for alt prioriteret deres begrænsede materielle overskud på opretholdelsen af hellige teknologier og institutioner. Bevaringen og videreførelsen af overleverede ritualer, opførelsen og vedligeholdelsen af monumentale bygningsværker, uddannelsen og understøttelsen af særlige samfundsgrupper og præsteskaber tjente alle funktionen at bringe menneskesindet i kontakten med en dimension af større mening og uforgængelig eksistens. Det handlede kort sagt om Evigheden før i tiden.


Det timeliges værdier

I manglen på den transcendentale mening stiller vi i stedet den forbigående fornøjelse og den kortlivede personlige tilfredsstillelse. ’Sex er godt. Sex er sundt. Sundhedsstyrelsen går ind for sex.’ Hørte vi Søren Brostrøm belære Danmark i april, med statens og videnskabens myndighed bag sig. Deraf kan man vel slutte, at luderen og trækkerdrengen har valgt sig verdens gladeste gebet; en påstand, man næppe behøver gå til de vise for at få afkræftet.

Det udtrykker en sygdom i kulturen: et verdensbillede besat af den levende krop – så flygtigt et ærinde som håbet om en evig sommer. Kierkegaard så rigtigt, så er fornøjelsessygens symptom en rastløs og adspredt aktivitet, der i sidste ende udmatter og nedtrykker. Vi har ikke blot udmattet os selv i stresset gerning, vi har snart udmattet planeten med. Alligevel jamrer vi over tabet af adspredelsen – koncerten, forsamlingen, nattelivet, idrætsklubben, ferien, datinglivet – jamrer over at skulle være uspændende og uspændte hjemme med os selv og, straks værre, tilbringe egentlig tid med de børn, hvis blotte eksistens er en påmindelse om, at de en dag skal begrave os. ’Enhver udånding er et forstudie til døden’ siger yogien foran ligbålene i Varanasi.



Dødens billedsprog

I kunsten modsvares henrivelsen over det midlertidige af motivet vanitas. Ordet betyder så meget ’forfængelighed’ som ’tomhed’ og rummer i sin dybde og i billedet af sæbeboblen hele prædikerens belæring om ikke at jage efter vind. ’Husk, du skal dø.’ hvisker det. Det er sigende, at kunsten i senere århundreder har overtaget denne belæring fra religionen. Det vidner om, at individuelle kunstnere nu vedvarende må forsøge at give en engang almen sandhed nye og vedkommende udtryk. ’Alt, der, lever må dø, på vej gennem naturen mod evigheden’ formaner dronning Gertrud i Hamlet sin dødsmærkede søn, for hvem tiden er gået ad led, så han selv alene må være den eneste til at sætte den sammen igen.

Kierkegaard var i liv og værk et udtryk for den samme isolation af åndslivet i det private. Derfor emmer forfatterskabet lige så meget af ensomhed og kval, som det gør af samvittighed. Når han for snart 200 år siden ikke længere kunne finde andre steder at lade ånden fri end i skriften, så peger det på, at den danske folkekirke længe ikke har været et sted, hvor et menneske kunne blive sig Evigheden bevidst.


Hvad er en kirke?

Levedygtige religioner rummer to elementer – et mystisk og et socialt. Munk eller præst, hieros eller mantis, sufi eller iman, yogi eller brahmin betragter hinanden med gensidig mistro, men må nøgternt erkende deres egen rolles begrænsninger, når det kommer til sjælelivet. Den mystiske erkendelse, åbenbaringen, er nødvendig for, at præsten overhovedet har et håb at forkynde. Den sociale samvittighed og mødet med verden er nødvendigt for, at mystikken ikke forvandler sig til verdensfjern eskapisme. I klosteret lærer man, hvordan man dør som jeg i livet; i kirken, hvordan man lever som jeg foran døden.

Der er ikke mindre efterspørgsel på åndelighed i dagens Danmark end andre steder til andre tider. Problemet er snarere, at disse to poler i åndslivet har mistet forståelsen for og forbindelsen med hinanden. Der er masser af spiritualitet til salg: udvandede bodsøvelser fra Indien i form af mindfuldness og yoga, korrumperede aflæggere af hermeticismen som ’manifestering’ og ’skab din egen virkelighed’, new age fænomener som crowleysk sex-magi markedsført som tantra og gudinde-workshops, som lover at sætte din egen guddommelige kraft fri, er blot få eksempler på en selvforgabt åndelighed, der skriger på prædikatet narcissisme.

Omvendt behøver man næppe have tilbragt så megen tid i folkekirken som undertegnede præstesøn for at bemærke en stivnet dødsmaske, der ikke længere ærligt kan tro på det evige liv. Kirkekaffe, sangaftener og foredrag mv. er muligvis gode måder at komme hinanden ved, men de mimer foreningslivets hyggeform. Det er tydeligt, at en spontan gentagelse af pinseunderet her ville være en særdeles ukærkommen forstyrrelse af den almindelige orden. Hvad skal man bruge kirkelivet til, hvis det ikke giver fred med Evigheden?


Religionens rolle

Regering, myndigheder og forvaltning – deres rolle er at forordne, kontrollere og opretholde et samfunds vitale funktioner. Det har vi dem at takke for. Men problemet, Coronaen afslører, er måske ikke, at disse institutioner ikke fungerer stramt nok, at der må flere indskrænkninger til. Snarere er det, at der altid vil være ting, vi ikke kan kontrollere – døden som den fremmeste iblandt dem. Måske er det ikke et problem, at dødeligheden stiger en smule i en situation, hvor folk ellers dør af kræft eller overforbrug, fordi der ikke er andet, der tager dem ad dage; eller hvor kloden stadigt døjer med et eskalerende overbefolkningsproblem. Problemet er, at der for de fleste ingen mening findes ud over det sanselige og mondæne - at det at give slip på sig selv og illusionen om kontrol faktisk er døden lig. Det er kirkens, det er åndslivets rolle, at indfælde mennesket i en vished om, at sjælelivet overskrider tid og rum. Det er kirkens rolle at forløse og med håb indføre til en evig fred.


Hvad gør vi nu?

Det kan lade sig gøre. Det er her i livet blevet min skæbne at have et ben i begge verdener. Mine forældre var præster, jeg er seer; profet, om man vil. Min tid går med at opholde mig i ’transpersonlige’ tilstande – i strømmende åbenbaringer eller fredfyldt samdragt med det guddommelige. Den mere praktiske side af kaldet er sessioner med mennesker jorden over, som sætter dem i forbindelse med det usynlige og indpasser deres liv i en større ramme, hvor Evigheden holder hånden under dem. Men disse mennesker er essentielt set blevet svigtet af de religiøse institutioner, der skulle give dem troen, håbet og rammen til at mødes om dem i kærlighed og står derfor isolerede tilbage og må selv søge svar på livets og dødens gåder. Man skal have søgt længe for at nå frem til mærkelige typer som mig i dybe afkroge af internettet. Det er de fleste ikke tjent med. De har behov for en tydelig formfuld forkyndelse, der forstår, at døden er livets ledsager, og at den intet er at frygte set i Evighedens lys.


Mads Lundager, seer ved Mundaeon.com

cand.mag i litteraturhistorie og ITT i idé-, kunsthistorie og religionsvidenskab



Kraniekapellet i Czermna




  • YouTube
  • Instagram

Heading 1

©2019